Pasningsvejledning Rotte

 

 

 

 

Den brune rotte (Rattus norvegicus) er et af de større medlemmer af musefamilien. Den findes også vildtlevende i naturen i Danmark, men er i dag blevet meget almindelig som laboratorie- og familiedyr, hvortil dyrene er blevet avlet gennem mange generationer for at opnå tamhed og særlige farver/udseende. 

Da det langt overvejende er rotter af arten brun rotte, der sælges som familiedyr i Danmark, gælder pasningsvejledningen for denne art.

Sociale behov/floksammensætning 
Rotter er i naturen meget sociale og trives derfor bedst, hvis de holdes flere sammen. For at undgå stress hos rotterne i en gruppe er det bl.a. vigtigt, at dyrene har plads nok. Stress kan bl.a. udløse aggressiv adfærd mellem rotterne, der i sådanne tilfælde dog ofte kan ophæves ved at give dyrene mere plads. 

Man skal huske, at rotter får mange unger, hvis de får mulighed for det, og derfor skal man fra starten af overveje det meget grundigt, inden man evt. sætter hanner og hunner sammen. 
Grupperne bør sammensættes i rene han- eller hungrupper, medmindre man har taget højde for de mange unger, en flok med både hanner og hunner vil give. 
Man kan normalt sætte flere hunner sammen uden problemer, men det er en fordel, hvis de er vokset op sammen. 

Hanrotter skal være fra samme kuld eller have gået sammen, fra de er maks. 8 uger gamle. Hanunger på under 8 uger kan normalt tilføjes en sådan flok uden de store problemer. Kønsmodne hanner, der ikke har gået sammen, fra de var højst 8 uger gamle, vil kæmpe for deres territorium, og det kan komme til voldsomme slåskampe, hvis man sætter hanner sammen, efter de er blevet kønsmodne, hvilket derfor kraftigt må frarådes. 
Ønsker man at få unger på sine rotter, skal gruppen sammensættes, så der altid højst er én voksen/kønsmoden han i hvert bur, medmindre hannerne er fra samme kuld eller er sat sammen, før de er ca. 8 uger gamle, og derefter vokset op sammen. 
Unger bør af hensyn til deres velfærd og udvikling ikke tages fra moderen/kuldet, før de er ca. 6 uger gamle. 

Fodring 
Rotter er altædende, dvs. de spiser både animalsk og vegetabilsk foder, men der er selvfølgelig retningslinjer, man skal følge for at sørge for, at rotten får en velafbalanceret kost, der er optimal for dens helbred. Rotter skal altid have adgang til foder. Stil det i en skål, der ikke kan vælte, f.eks. en keramikskål. Som grundkost gives færdiglavet rottefoder, evt. laboratoriepiller til rotter. Som overordnet retningslinje kan man gå efter færdiglavet foder, der indeholder maks. 11-14 % protein og maks. 5-6 % fedt. Supplér evt. med færdiglavet gnaverfoder, men undgå blandinger med frø eller nødder i, da det har for højt fedtindhold, og rotter nemt kan blive meget overvægtige. De nævnte fodertyper kan fås i dyrehandler. Undgå af samme grund at give søde sager såsom slik, kager og chokolade, dels fordi det feder, dels fordi rotter kan få huller i tænderne. 

Til rotter, der er voksne (over 6 måneder gamle), kan man supplere med fuldfoder (tørkost) til ældre hunde (seniorfoder). Lidt grøntsager og frugt gives som tilskud, husk visse grøntsager skal koges først, f.eks. bønner og kartofler, for at undgå maveproblemer. Rå kartofler, især dem der er blevet grønne, indeholder giftstoffet solanin, der kan give diarré og andre forgiftningssymptomer hos rotter. Lidt kogt kylling, fisk eller æg kan gives som proteintilskud, ligesom små mængder kattetørfoder også kan anvendes hertil. 
Rotterne skal altid have adgang til frisk vand, brug en drikkeflaske. 

Burindretning 
Rotter holdes lettest i en beholder af kunststof eller plast med metallåg eller i et terrarium med finmasket trådnet som låg. Der skal være god ventilation af buret, særlig hvis man bruger et terrarium, så der ikke dannes ammoniak og fugt fra urin. 

Til en lille gruppe/et par skal buret være mindst 120 x 80 cm og 65 cm i højden, så der kan laves hylder og lægges kravlegrene ind. Skal man holde flere rotter sammen, er en god mulighed for at give dem plads nok at sætte flere bure sammen via åbninger i endevæggene, ligesom et bur opbygget i flere etager er en god ide. Buret må ikke stå i direkte solskin. Der må heller ikke være koldt, træk eller tobaksrøg, hvor det skal stå. Man kan udstyre buret med redekasser, det er især en god ide, hvis man skal have drægtige hunner. 

I bunden af buret lægges et lag høvlspåner (ikke gran, som kan være skadeligt for rotters luftveje). Brug ikke savsmuld, da støvet derfra kan forårsage luftvejsproblemer hos rotter. Bundlaget skal helst være 20-30 cm, så rotterne kan grave underjordiske gange. Ovenpå lægges rigeligt halm eller hø til at lave huler og reder, den kan putte sig i. Der findes velegnede alternativer til høvlspåner og halm/hø som bundlag, f.eks. sammenpresset papir (kan fås i dyrehandler) eller køkkenrulle i strimler (papiret skal være ubleget og uparfumeret). Disse papirbaserede alternativer opsuger fugt og urin godt, og man undgår det støv, som høvlspåner, halm og hø kan give i buret. 
Grene fra usprøjtede frugttræer er velegnede til både at kravle og gnave i, og trærødder kan rotterne bruge til at grave en bolig ud i. 

Rengøring 
Burene skal renses ca. to gange ugentligt, hvor burene tømmes helt, og der fyldes op med friske høvlspåner og hø. En gang om ugen bør burene afvaskes med sæbe, skylles grundigt og tørre helt, før man fylder nyt materiale i. Det er vigtigt at overholde dette, da burene ellers hurtigt kan komme til at lugte. 
Drikkeflaskerne skal vaskes og genopfyldes dagligt. 

Håndtering 
Rotter er meget selskabelige og kan nemt blive meget tamme, hvis man giver sig tid til at lege/kæle med dem. 
Rotten løftes bedst ved enten at tage den op i hul hånd (forme en skål med hånden) eller ved at holde med en hånd rundt om dens skulder og bryst, mens man med den anden hånd understøtter dens bagkrop, når man løfter den. Den skal holdes tæt ind til kroppen, når man står eller går rundt med den. 
Er rotten meget urolig/svær at få fat i, kan man forsigtigt holde den helt inde ved haleroden og løfte den, mens man sætter en flad hånd ind under dens krop for at understøtte dens kropsvægt. Grib aldrig længere ude på halen, da den kan brække, eller huden kan skalle af herved, hvorefter det er nødvendigt at søge behandling hos en dyrlæge. Grebet ved haleroden skal desuden være nænsomt og kortvarigt, da det hurtigt kan blive smertefuldt for rotten at »hænge« i halen. 

Aktivering 
Rotter elsker at grave og kravle. Derfor er det vigtigt, at de har et tilstrækkeligt dybt bundlag i buret og usprøjtede frugtgrene til at gnave og kravle i. Man kan købe legetøj i dyrehandler, men en hjemmelavet ting, der vil gøre lykke, er en hængekøje, i form af f.eks. et stykke stof, der ophænges i buret. 

Er hængekøjen af stof, bør den vaskes mindst en gang om ugen af hygiejniske grunde. Rotterne er glade for små kasser, urtepotter eller rør af hårdt pap, som de kan gemme sig i og kravle gennem. Rotten har en ekstremt veludviklet indlæringsevne og kan lære mange ting, hvis man aktiverer den med små opgaver. Man kan f.eks. gemme godbidder i buret, så rotten kan finde dem (undgå at gemme godbidder i områder, hvor rotten plejer at besørge, og husk at fjerne gamle godbidder dagligt). 

Livsforløb/formering 
Tamrotter lever normalt ca. 2 år, i sjældne tilfælde op til 3 år. Kønsmodning indtræder hos hunnerne, når de er ca. 5 uger gamle; hos hannerne fra de er ca. 8 uger gamle. 5-6 måneder gamle er rotterne fuldt udvoksede, og hunrotter bør derfor ikke parres, før de har opnået denne alder, samt efter de er ca. et år gamle, af hensyn til deres helbred. En hunrotte er drægtig i 20-22 dage og føder gennemsnitligt 8 unger, men der ses kuld med helt op til 16 unger. Bemærk at hunrotten kan blive drægtig igen, allerede 48 timer efter fødslen! 

Man bør isolere den drægtige hunrotte i dagene op til fødslen, evt. med en enkelt hunrotte fra buret som selskab, og give ro om-kring moderen og ungerne de første 2-3 dage efter fødslen. Dette er vigtigt både for at undgå stress og eventuel kannibalisme mod ungerne fra moderens side. Det er også set, at andre hunner prøver at stjæle og i sjældne tilfælde angribe ungerne. Der bør ikke være hanner i buret, umiddelbart før og efter hunnen føder, da det kan stresse hunnen, og hanner kan være aggressive mod nyfødte unger. 

Sundhed/sygdom 
Rotter har fortænder, der vokser livet igennem (rodåbne tænder), og kan derfor, hvis disse ikke slides korrekt og tilstrækkeligt, få forvoksede fortænder. Der skal derfor altid være rigeligt med velegnet gnavemateriale (se under Burindretning). Forvoksede tænder skal behandles hos dyrlægen. 

Rotters kindtænder har derimod rødder, ganske som vore tænder har det, og de kan derfor risikere at udvikle karies. Undgå derfor at fodre med meget sukkerholdig mad. 
Rotter kan nemt få luftvejsinfektioner, der viser sig i form af f.eks. snue/snøften, appetittab, besværet vejrtrækning og evt. hvæsende/klikkende lyde ved vejrtrækning. Særligt udsatte er unger og ældre/svagelige dyr, og årsagerne kan være utilstrækkelig ventilation af buret, kulde eller mangelfuld rengøring/udskiftning af bundlaget, der bl.a. giver for meget ammoniak i luften. Lungebetændelse udløses ofte af en eller flere af de nævnte faktorer sammen med tilstedeværelsen af mikroorganismen Mycoplasma pulmonis, der findes i næsten alle rotter. 

Ubehandlet Mycoplasmalungebetændelse medfører varige mén, og det er derfor vigtigt at beskytte rotten ved at give den et sundt burmiljø. Luftvejsinfektioner skal altid behandles af en dyrlæge. 
»Red tears« er betegnelsen for et ret hyppigt symptom hos rotter, der består af et rødligt tåresekret, der indeholder et farvestof, så sekretet til forveksling kan ligne blod. Langvarig eller hyppig forekomst af »red tears« kan være symptom på øjenbetændelse eller andre infektionstilstande, og rotten bør i så fald tilses af en dyrlæge. 

Mange hunrotter (og få hanrotter) udvikler på et tidspunkt svulster i mælkekirtelvævet (mammatumorer), der heldigvis ofte er godartede. De kan i så fald fjernes kirurgisk hos dyrlægen med succes, hvis det gøres, inden de bliver for store. Man bør derfor opsøge dyrlægen med det samme, hvis man opdager en svulst på rotten. 
Kløe og overfladiske sår kan skyldes skab eller andre hudparasitter, der skal behandles hos dyrlægen. Ved tilbagevendende kløe og sår, hvor man ikke finder hudparasitter på rotten, kan der være tale om allergiske reaktioner, f.eks. i forbindelse med foderet. Man bør konsultere en dyrlæge for at få udredet årsagen dertil.